Der findes få ting, der er hårdere end at opgive en drøm. Da vi vågnede i solskin, var vi derfor klar på at prøve et eller andet. Vi startede dog med at fejre Bo’s fødselsdag med boller og varm kakao. Naturligvis serveret på ”sengen”.

Vi gennemgik herefter en række forskellige muligheder. Højest på ønskelisten stod et toptur til Islands højeste bjerg, Hvannadalshnjukur. Alternativt en kort tur på Vatnajökull, da vi ikke længere havde tid til en fuld krydsning. Det krævede selvfølgelig at vi kunne finde et sted at komme op…

Vi kom vidt omkring planlægningen. Selv at flyve til Norge og bestige et par +2.000 meter toppe kom i spil.

”Tilbage” på Island så vejrudsigten noget nedslående ud, og det virkede ikke realistisk at gå mod toppen før fredag. Vi undersøgte derfor et par andre ruter op på Vatnajökull, men enten var der ekstremt stejlt og flydt med gletsjersprækker eller også var der store floder med smeltevand, som skulle krydses.

Morgenens kampgejst begyndte langsomt at sive ud af os i takt med at vejret blev dårligere.

På en landevejskro drak vi en kop kaffe og som en slags sidste krampetrækninger talte om alt fra rideture til huledykning. Selv en lille vandretur i det elles så smukke landskab blev hurtigt udelukket af de tunge og sorte skyer.

Da Magnus endelige bemærkede, at han hellere ville hjem og skrive på sit speciale end at rende rundt på Island i regnvejr, kørte vi slukøret mod Reykjavik og et alt for tidligt fly mod København.

Det lyder rigtig depressivt og det var det. Vi følte at vi havde prøvet alt, og så alligevel ikke.

For ikke at gå helt i sort fortalte vi hver især om noget i vores liv, der har gjort os stolte.

Bo fortalte om sin gemmeførelse af et cross-triatlon, med svømning i åbent hav, og MTB og løb på en kuperet skovrute. Udover gennemførelsen var Bo stolt over tiden, som blev 20 minutter hurtigere forventet.  

Mathias beskrev følelsen af at løbe over målstregen i Lidingö løbet, og dermed havde gennemført både 30 km løb i kuperet terræn og ”En svensk klassiker”.  

Magnus er ikke særskilt stolt af hans forskellige enkelpræstationer, så som at bestige et bjerg eller lignede. Magnus er derimod stolt af en lang række beslutninger, som har givet ham et aktivt liv. Alt fra da han valgte at krydse indlandsisen til beslutningen om at vende om i går. Ingen af disse beslutninger har været nemme, og det er noget at være stolt af.

Efter dette positive indslag var vi alle tre klar til at sætte et sort kryds over Island.

Tak fordi I fulgte med på dette alt for korte eventyr

-Bo, Magnus og Mathias

Position: N64 00.984 W16 58.080
Distance tilbagelagt: ?
Lejren ligger 97 meter over havet
Temperatur: +4
Vejr: 4 cm tøsne, regn i stride strømme og hen på eftermiddagen lidt
solskin

Det positive menneske ville nok mene, at vi i dag har haft en rigtig god træningstur, hvor vi fik afprøvet vores udstyr og testet, hvor meget vi kan bære. Endvidere ville det positive menneske også være glad for, at vi
har fået set en masse af Island og at vejret har været dejligt afvekslende.

Det negative menneske synes, at det hele er noget LO..

Hvilken type menneske ville du være, hvis du havde haft følgende dag?

Efter et par timers søvn stod vi op og begyndte at pakke vores rygsække.
Det begyndte så småt at sne, men da temperaturen var over nul blev alt hurtigt vådt og vi blev kolde.
Det var noget af en opgave at få plads til alt vores udstyr på trods af at vi havde forsøgt at skære en masse fra. Men, mad til ni dage fylder, og vejer en hel del. Da vi langt om længe var klar til afgang lignede vi et par "landevejsriddere"
med poser og pulke uden på rygsækkene.

Vores venner fra ICESAR havde fortalt vi ville få en hård stigning til at starte med, men at ruten herefter ville være ok. Det viste sig at være noget af en underdrivelse.

Da vi stavrede de første skridt opad, konstaterede Bo, at hans rygsæk uden tvivl var det tungeste han nogensinde havde løftet. Mathias mente selvfølgelig at det nok nærmere var et tegn på at Forsvaret ikke er, hvad det har været… det varede dog ikke længe før Mathias måtte indrømme at hans rygsæk også nev lidt.

I ca. 500 meters højde opgav vi at fortsætte. ”Vejen” frem var for stejl og på vores ene side var en dyb kløft, som løse sten og våd sne gjorde alt for farlig at gå langs.

Der blev bandet en hel del, men alle var enige om beslutningen. Vel nede igen begyndte vi at lede efter et andet sted at komme op på Vatanjökull.
Ifølge ICESAR skulle der længere mod syd være en ”gletjertunge”, som er nem at komme op ad. Det så da også sådan ud, da vi betragtede den fra et par km afstand. Spændte gik vi med lidt stive ben og i let regnvejr nærmere.

Her ventede endnu en stor skuffelse. En syndflod af smeltevand afskar os vejen og vi måtte fortsætte videre til næste gletsjertunge, hvor historien var den samme.

Efter endnu et par skuffelser besluttede vi om eftermiddagen at køre l Skaftefall turistcenter for at tale med et par lokale bjergguider omkring eventuelle andre ruter op på Vatnajökul. Her fik vi dødsstødet.

Først forbarmede den lokale camping ”mutter” sig over os – hvis vi seriøst mente at vi ville sove i telt i det vejr, så skulle det ikke koste os noget. Våde gik vi videre til bjerguiderne, som kunne fortælle at vi havde valgt den rigtige rute, men at den var MEGET stejl. Da vi spurgte om vejret de kommende dage, lød meldingen på regn/snestorm indtil på torsdag !!

Position: N63 56.677  W16 47.578
Lejren ligger 210 meter over havet
Temperatur: +1
Vejr: Både, sol, regn og sne… og her til aften klar himmel med stjerner

Vi havde allesammen pakket vores rygsække, skiposer og håndbagage hjemmefra. Da vi mødtes i Kastrup, måtte vi alligevel pakke lidt om, så udstyret blev lidt mere ”jævnt” fordelt. Så fulgte en check in, hvor spændingen som sædvanlige var til få øje på. Hvor meget ville regningen for overvægt, ski og pulke være på?

Enten faldt de søde damer i skranken for vores charme eller også havde de ikke hørt efter i matematiktimerne. Vi slap i alt fald rimeligt nådigt igennem.
Det krævede dog at vi igen pakkede lidt om.

På mange måder er det rigtig ærgerligt at Ane ikke kom med. Men, da den lejede bil skulle pakkes i Keflavik lufthavn, var det meget heldigt at vi kun skulle sidde tre i bilen. Der var nemlig ikke meget overskydende plads, men med nogenlunde frit udsyn ud af forruden satte vi kursen mod Vatnajökull ca. 300 km mod øst.

Undervejs skulle vi købe rensebenzin til vores brændere og lidt snacks til hjemturen. Efter besøg på fire tankstationer, et byggemarked og test af tre forskellige brandbare væsker, stod det klart at rensebenzin ikke er
noget man bruger på Island.

Heldigvis kom ”ICESAR” os til undsætning – ’Iceland Search and Rescue’. Da vi opgivende holdt ved tankstation nummer fem, kom en kæmpe firehjulstrækker rullende, med to snescootere bag på.

De flinke redningsfolk mente at de havde et par ekstra liter rensebenzin på deres redningsstation som vi selvfølgelig gerne måtte låne. Når man er på ekspedition, er en redningsstation, set inde fra, ellers ikke højest på ønskelisten, men under omstændighederne gik det lige an.
Efter en masse gode råd om ruten over Vatnajökull og lidt hyggesnak om udstyr med mere, måtte de gode redningsfolk opgive at skaffe mere end toliter rensebenzin til os.
Stor tak for deres indsat og for de mange gode råd.

Godt fire timer ”forsinket” genoptog vi turen mod Vatnajökull, men vi manglede stadigvæk fem liter rensebenzin eller tilsvarende. Dem fandt vi på tankstation nummer syv, og selvom det ikke er rensebenzin, så virker
det udmærket.

Godt trætte ankom til foden af Vatnajökull gletsjeren kl. 24. Nu er teltet slået op og vi glæder os til at komme i poserne, så vi kan blive klar til en dag fyldt med nye udfordringer.

Efter at have krydset Grønlands indlandsis i maj 2007, mødte Whiteout Adventures på hjemturen en gammel islænding, som hårdnakket påstod at det var barneleg at krydse indlandsisen, i forhold til at krydse Vatnajökull – Europas største gletsjer.
Det valgte Whiteout Adventures naturligvis ikke at tro på, og i efteråret 2008 forsøgte Ane, Magnus, Christian og Mathias, at tage den udfordring op. En hel del erfaringer rigere, og en masse udstyr fattigere, måtte de efter fem dage erkende, at der nok var noget om det. 

Læs mere om denne tur her.

Det er uden tvivl hårdt at krydse Vatnajökull, men bestemt ikke umuligt. I 2010 var planen at forsøge igen, men denne gang drillede et lille vulkanudbrud, med tilhørende askesky. ”Røgen” fra vulkanudbruddet har lagt sig, og Whiteout Adventures flyver derfor til Island i starten af april måned, hvor vejret på Vatnajökull ifølge Islands Metrologiske Institut er ”godt”. Det betyder, at en gennemsnits temperatur på ca. -10 grader og en ”mild” vind på 10 m/s… Hertil kommer en moderat mængde nedbør i form af regn eller sne, afhængig af temperaturen. 

Når ja, så er der jo også den fantastiske natur. Vatnajökull er notorisk kendt for barsk vejr og en meget smuk natur. Blandingen af blåis, sort vulkanaske, stejle fjeldsider og sneklædte toppe, gør en tur på Vatnajökullen til en hel enestående oplevelse.

Desværre måtte Ane melde fra lige før afrejsen, på grund af problemer med sit knæ, så holdet manglede en "mand". Holdet bestod derfor af:
- Ekspeditionsleder Mathias Kolringen

-"Gearmand" og navigatør Bo Gisselmann

- Ekspeditionskok, "spejder" og sanitetsmand Magnus Danel Hammer

Udgangspunktet for sammensætningen af ekspeditionsholdet, var ifølge Mathias, udholdenhed og erfaring med at ”bo og leve” i et højalpint område.

Planen var at gennemføre en ”dobbeltkrydsning” på ca. 180 km. Ekspeditionen skulle starter og slutter i ”nul” meters højde. Højeste punkt er Hvannadalshnjukur, Islands højeste bjerg, som ligger 2.119 meter over havet. Ruten er så vidt vides ikke blevet gået før.

Nedenstående er den plan holdet havde lagt inden afrejsen.

Dag 1. Ankomst til Island. Fra lufthavnen kører holdet direkte ud i den islandske ødemark. Omkring kl. 20 ankommer holdet til Skaftafell turistcenter og camping, der ligger for foden af Vatnajökullen.

Dag 2. Tidligt op og i gang. Fra Skaftafell går hold til fods op mod Vatnajokullen. Ruten gå på selve fjeldet, langs en imponerende og meget stejl gletsjertunge. Holdet træder ud på Vatnajökullen i ca. 1700 meters højde. Her findes  en god lejreplads, og hvis vejret og kræfterne ellers tillader det, går det videre mod Islands højeste bjerg, Hvannadalshnjukur på 2.119 meter. Alternativt forsøger holdet at nå toppen af Island på dag 3.

Dag 3 – 5. Skiene bliver spændt på, og kursen sættes mod den ”anden” side af Vatnajökullen. Planen er at går 25 – 35 km om dagen, henover Vatnajökullens iskappe. Ruten byder på et nogenlunde fladt terræn, som skulle minde om Indlandsisen, nær den grønlandske østkyst. Holdet kan dermed se frem til en smuk tur, med udsigt til de omkringliggende fjelde. Efter ca. 70 km nærmer holdet sig nordsiden af Vatnajökull. Her slås lejr, inden det går videre mod Kverkfjöllgletsjeren og Jörfi toppen (1929 m.o.h.). Skiene parkeres, og med stegisen går holdet det sidste stykke, indtil de får ”fast grund” under fødderne. Efter en kort pause, hvor deltagerne tilføjer ”Jeg har krydset Europas største gletsjer” på deres adventure CV’er, går holdet tilbage til lejren.

Dag 6 – 7. Holdet drejer næsten 180 grader og sætter kursen syd på. Efter ca. 40 km når holdet frem til vulkan Grimsvötn, hvis krater stikker op igennem isen, midt på Vatnajökullen. Grimsvötn er en af verdens mest aktive vulkaner, som siden 1902 har haft flere end hundrede udbrud.

Dag 8 – 9. Så går det ned ad, via den gletsjertunge, hvor Whiteout Adventures i 2008 måtte opgive at komme op på Vatnajökullen (med pulk). Igen bliver skiene skiftet ud med stegisen, indtil holdet igen står på den sorte islandske jord. De sidste 6 km, fra Vatnajokullen og hen til Skaftafell turistcenter og camping, tilbagelægger til fods.

Dag 10. Hvile og ”ekstra dag”.

Dag 11. Tilbage til Keflavik og flyet hjem til København, hvor holdet ankommer omkring kl. 18 mandag den 13. april. Inden flyveturen er der lige tid til et besøg i Blue Lagoon, hvor holdet kan få et velfortjent bad.

Desværre gik det langt fra som planlagt.